Dig som forælder

Du har som forælder stor betydning for dit barns trivsel, læring og udvikling. Du og formentlig ganske få andre voksne, er de aller vigtigste personer i dit barns liv. Det er vigtigt at huske, at selv om dit barn er sammen med professionelle voksne i dagtilbuddet, er det stadig dig som forælder, der kender dit barn bedst, er dit barns ekspert og den person som dit barn spejler sig i. 

Den måde du er på, har stor betydning for dit barn. Dit barn kan mærke når du er rolig, tryg eller usikker og frustreret. Hvis du som forældre er tryg ved jeres dagtilbud, giver du den tryghed videre til dit barn. Hvis du viser dit barn at du godt kan lide at være i dagtilbuddet og lide de mennesker der er der, bliver det lettere for dit barn at finde tryghed hos de andre børn og voksne. Hvis du viser interesse for de andre børn i børnegruppen, hjælper du dit barn til at skabe gode relationer i hverdagen. 

Forældre er i gennemsnit i dagtilbuddet mellem 2 – 2½ time pr. uge. Og det du gør, spejler dit barn og de andre børn. Børnene øver sig hver dag i at blive gode venner, stå ved sig selv og kunne være en del af et større fællesskab. Hvis du som forælder og I som forældregruppe er gode til at inkludere hinanden og udstråler at det er et vigtigt fællesskab jeres børn hver dag er en del af. Så har børnene en god rollemodel i dig og de andre forældre. 

Dårlig samvittighed

Nogle forældre døjer med dårlig samvittighed fordi barnet er i dagtilbud det meste af dagen og de tænker at de burde være mere sammen med barnet. Dårlig samvittighed er ikke et godt udgangspunkt – hverken for dig eller for samarbejdet med personalet i dagtilbuddet. Den dårlige samvittighed kan du selv gør noget ved, ved enten at ændre på familiens fordeling mellem arbejde- og familieliv. Eller forliges dig med tanken om, at det er de rammer der gælder for jeres familie lige nu og det må I få det bedste ud af.

Det bedste du kan gøre er at du er ærlig omkring hvordan du selv har det og fortæller det til personalet. Dermed bliver det også tydeligt hvad der er dine behov og hvad der er dit barns behov. Hvis du har mulighed for det, kan det også være at du kan spille en større rolle i dit barns dagtilbud. Det kan være at du kan lege med en formiddag i sandkassen. Tage med på tur. Eller på anden måde spille en større rolle i dit barns institutionsliv. Tal med personalet om hvilke muligheder der er.  

Skriv til os

Spørgsmål eller kommentar

Har du spørgsmål eller en kommentar til din rolle som forælder i dit barns dagtilbud, så skriv til os.
Skriv til os