“Klara – du er blevet hentet“
Den melding løber muligvis af og til i forvejen, når du kommer og henter. For børn har fra en meget tidlig alder, styr på hvem der er forældre til hvilke børn.
Dit barn bruger rigtig meget af sin tid i dagtilbuddet, på at være i relation med andre børn og voksne. På at være en god ven, sige fra når egne grænser bliver overtrådt, få en leg til at fungere og på at løse de konflikter der opstår. Personalet er der til at hjælpe dit barn i at lykkes som ven. Men at du viser dit eget barn og de andre børn, at du også synes at barnets venskaber er vigtige, at de andre børn er rare at være sammen med og give de andre børn muligheden for at kende dig. Det styrker dit barn i at lykkes som ven – fordi det hos dig kan se at venskaber er vigtige.
Brug derfor tiden, når du alligevel er i dagtilbuddet, til at sige “hej” til de andre børn, hør hvad dit og de andre børn har lavet, giv dig af og til muligheden for at lege lidt med eller hyg dig med dit barn og vennerne. Eller har der været en konflikt med et andet barn, så lad dit barn forstå hvor vigtigt det er at passe godt på hinanden og finde lysten frem, til at kunne komme videre efter at have været uvenner. Understøt børnene i at lave legeaftaler når den tid kommer. En ting er at kende hinanden i dagtilbuddet. Men at kende hinanden derhjemme – mærke og se hvordan hinanden bor og kunne få lov til at vise sine ting frem. Det har stor betydning i forhold til at styrke venskaberne. Og i stærke venskaber kan dit barn trygt prøve alle de ting af der er vigtige, for hele tiden at komme til at lære sig selv og sine omgivelser bedre at kende.
Uanset hvor godt pædagoger og medhjælpere måtte gøre det, er du for dit barn helt speciel. Dit barn vil hele tiden se på dig, for at forstå hvad der er rigtigt og forkert. Det er den måde det lærer verden at kende.
“Mor – jeg elsker dig og far og storesøster …. Og Leo, og Leah og Anna og Blazenka og alle mine venner på Tamburinen”.
Sådan siger min tre-årige datter ofte inden hun lukker sine små øjne og sover. Det er navnene på hendes pædagoger og små venner fra børnehaven og det får mig igen til at huske på, at de faktisk er de allervigtigste mennesker i hendes liv, foruden os. Det er dem hun taler mest om og med hver eneste dag og som får hendes øjne til at lyse. Det vil jeg som forælder gerne anerkende og være en del af. Helt banalt betyder det at jeg prøver at lære børnenes navne at kende, prøver at finde ud af hvilke forældre der hører til hvilke børn og så vidt mulig holder mig opdateret om hvad der sker i dagligdagen. Så jeg kan tale med, tage del og styrke hendes fællesskab.
Kristina, mor til to piger på 3 år og 6 år