Hvad er vigtigt for jer som forældre?
Det spørgsmål har I måske allerede overvejet mange gange. Når I skal til at vælge dagtilbud er anledningen der i hvert fald til at gøre det igen.
Børn bruger deres tidlige barndom på at lære sig selv og sine omgivelser at kende. På den måde finder man ud af, hvem man er og hvordan man er sammen med andre. Det, som i dagtilbuddet bliver tillagt stor værdi, vil også være noget, som jeres barn vil opleve som vigtigt og tage med sig videre i livet.
At vælge dagtilbud er derfor også at tage stilling til hvilke værdier, I gerne vil give videre til jeres barn og hvilket dagtilbud, der vil være rammen om det bedste fællesskab for jeres barn.
Det kan være svært at få øje på værdierne, fordi de ofte er en ubevidst del af os. Men vores værdier er dem som vi bruger, hver gang vi skal forholde os til et dilemma og træffe en svær beslutning.
En måde at få kredset ind på hvad der er vigtigt for jer som forældre kunne være at forestille sig den yndlingsperson, som I aller bedst kunne forestille jer, at jeres barn kunne være sammen med hele sin barndom. Det er ikke sikkert at sådan en person findes i virkeligheden, men det kan gøre det nemmere at få et fælles billede af hvad det er i ønsker for jeres barn.
“Find din yndlingsperson-øvelsen” kan hjælpe jer på vej. Tænk over spørgsmålet og diskuter det f.eks. med jeres partner, i mødre- eller fædregruppen eller med andre i jeres netværk.
Øvelse: Find din og dit barns yndlingsperson
Din yndlingsperson:
Tænk på hvilke personer, der har haft betydning for dig selv, da du var barn. Hvad gjorde dem specielle?
- Var det en varm person, som man altid kunne komme tilbage til hvis man havde lavet noget dumt og som aldrig blev rigtig sur?
- Var det en nørd, der var vildt optaget af noget helt fantastisk. Og du opdagede hvor stor verden er?
- Var det en sjov fætter, der altid fandt på festlige og skøre ting. En der altid var sjovt at være sammen med?
- Var det en, der fik dig til at føle at du var vigtig og gjorde dig stolt?
- Var det en, der lærte dig, at hvis du vil noget, så skal du prøve igen og igen og igen?
Måske er der flere personer, som har haft en særlig betydning for dig. Så hold fast i hvordan de hver især har gjort en forskel for dig.
Dit barns yndlingsperson:
Når du kigger på dine yndlingspersoner, hvad vil du så gerne give videre til dit barn? Hvilke voksne ville du ønske, at dit barn kunne være sammen med, når det ikke er sammen med dig?
Prøv at beskriv den person som du tænker, vil være det bedste selskab for dit barn de kommende 2 – 4 år… Drøft det med din partner og find sammen ud af hvem jeres barns yndlingsperson kunne være:
- hvad kan sådan en person godt lide at lave?
- hvad er vigtigt?
- hvad er ligegyldigt?
- hvilket livs-motto har sådan en person?
Når I besøger det dagtilbud, I overvejer at skrive jeres barn op til, kan I have jeres barns yndlingsperson med i tankerne og undersøge, om:
- Dagtilbuddet er et sted jeres barns yndlingsperson ville kunne lide at komme i?
- Hvad ville jeres barns yndlingsperson spørge om?
- Hvad ville jeres barns yndlingsperson få øje på?
Hvordan får man øje på, hvordan dagtilbuddene er forskellige?
Uanset hvilket dagtilbud I vælger til jer og jeres barn, skal alle dagtilbud arbejde med seks temaer, som er:
- Barnets alsidige personlige udvikling
- Social udvikling
- Kommunikation og sprog
- Krop, sanser og bevægelse
- Natur udeliv og science
- Kultur, æstetik og fællesskab
Men der er ingen dagtilbud der gør det ens. Kig derfor efter hvad det enkelte dagtilbud særligt brænder for. Se hvad der står på hjemmesiden, spørg andre forældre og spørg personalet når I besøger tilbuddet.
En udflytterbørnehave, der hver dag kører i skoven, har et stærkere fokus på naturen og f.eks. på, at barnet lærer sig selv at kende som et levende væsen på lige fod med alt muligt andet i naturen. Andre typer af daginstitutioner kunne være Skovbørnehave, Naturbørnehave, Idrætsinstitutioner, Familiegruppeinstitutioner, Menighedsbørnehaver og vuggestuer, Rudolf Steiner institutioner, Marte Meo institutioner mm. Andre emner kunne være økologi og bæredygtighed, køn, kemi i hverdagen, musik, aldersopdelte stuer eller stuer med børn i forskellige aldre.