Forældrebestyrelserne laver prøvehandlinger og styrker forældreinvolvering og de inkluderende fællesskaber
For 4 år siden holdt jeg foredrag om forældresamarbejde i daginstitutioner i Billund Kommune. Nogle forældre sidder stadig i forældrebestyrelsen og de huskede hvordan vi for 4 år siden talte om forældre som betydningsfulde rollemodeller og medskabende af børnenes fællesskab og læringsmiljø. De var blevet meget inspireret og havde arbejdet på at få forældre godt involveret i børnenes hverdagsliv – indtil corona kom.
Nu ville de gerne – sammen med de nye kræfter der sidenhen var kommet til – sætte fornyet fokus på den energi som forældre er med til at skabe i daginstitutionen.
Det endte med at blive til et 4 timers lederseminar om formiddagen for alle dagtilbudsledere i Billund Kommune efterfulgt af en bestyrelsesseminar om aftenen for alle forældrebestyrelser. Begge seminarer havde titlerne: ”Forældre som betydningsfulde rollemodeller i et betydningsfuldt fællesskab”. Formiddagsseminaret satte fokus på hvordan ledelse og personale faciliterer og understøtter forældrene i at sætte sig i spil som de betydningsfulde rollemodeller de er. Aftensseminaret satte fokus på hvordan forældrebestyrelsen kan understøtte at det sker.
Arbejdet tog afsæt i Zonemodellen. Zonemodellen er et strategisk værktøj til at analyse og udvikle forældresamarbejdet – altid med afsæt i institutionens værdier og inkluderende fællesskaber.
Alle bestyrelser gik fra seminaret med en prøvehandling. De havde på seminaret valgt en zone, som de nu skal styrke og skabe mere energi omkring. Det kan f.eks. være ved at sætte en mere tydelig stemning i zonen, øge interaktioner i zonen eller lave en aktivitet. Et eksempel herpå kan være hvordan man i den hvide zone – hvor både forældre, børn og medarbejdere er tilstede – inviterer til månedlige legeeftermiddage, som en del af hentningen. Eller et eksempel i den grønne zone – hvor forældre og børn er tilstede – kunne være at arbejde på at fjerne usikkerhed og eventuel berøringsangst hos forældrene for hvordan de interagerer med andre børn – så alle børn oplever at føle sig set af forældregruppen og oplever at forældre er nogen man kan regne med og hente hjælp hos.
Bestyrelserne skal nu afprøve et tiltag i den valgte zone og gøre sig erfaring med hvad der sker når stemninger eller aktiviteter ændrer sig – både ift. børnene, forældrene og medarbejderne. På et nyt seminar til juni skal vi på den baggrund samle erfaringerne, som sætter an til at udarbejde det lovpligtige princip for samarbejde mellem dagtilbud og hjem.