Forældresamarbejde i et børneperspektiv
I den styrkede pædagogiske læreplan er det et væsentligt grundelement, at vi skal tilrettelægge arbejdet ud fra et børneperspektiv. Børn skal høres og tages alvorligt og det bliver de ved at de voksne er nysgerrige på det de vil og de oplevelser de har.
Hvad er det så børnene ser, føler og oplever, når de voksne samarbejder? Finder samarbejdet sted og bliver det tilrettelagt ud fra et børneperspektiv. ”Ja” – vil de fleste sige. Vi tilrettelægger samarbejdet ud fra hvad der er vigtigt at informere og vejlede hinanden om – der hvor vi kan se at det kan gavne barnet.
Information og vejledning er vigtigt – det skal vi blive ved med. Men hvad er det egentlig børnene ønsker sig af et godt forældresamarbejde? De ønsker sig at forældrene er en del af deres hverdag. De vil mærke at forældrene synes at deres fællesskab er et vigtigt fællesskab og at deres venner er nogle dejlige venner. De vil vide at mor og far synes pædagogen på stuen er en dejlig person og omvendt – at stuepædagogen godt kan lide mor og far. De vil vide at hvis der er et problem, så kan de voksne sammen løse det.
Vores grundlæggende antagelse er at vi skaber et forældresamarbejde der tager afsæt i børnene og i børnenes perspektiv. Samtidig hersker der en anden grundlæggende antagelse om at forældre er bruger af en velfærdsydelse, skal serviceres og være tilfredse. Mange vil måske sige at det er en forældet måde at se forældrene på – noget der hørte 90-erne til. Selvom man siger det, så oplever jeg tit at de grundlæggende antagelser alligevel er forankret i et serviceorienteret forældresyn – forældrene opvartes og der er en lyst til at skabe konsensus og enighed. Forældre ses som modtagere af en ydelse eller et godt råd og i mindre grad som et menneske der er nogen, ved noget og vil noget.
Skal vi lykkes bedre i forældresamarbejdet, må vi have fat i vores grundlæggende antagelser om hvad vi vil med forældrene i dagtilbuddet – hvor vidtrækkende skal det være og hvor går grænsen?
Helle Hedegaard Hein taler om at der ved enhver troværdig kulturforandring i en organisation, må ske en styrket bevidsthed og eventuelt ændring i det der skaber kulturen: artefakterne, værdierne og de grundlæggende antagelser. De grundlæggende antagelser tager vi nemlig så meget for givet at vi ikke stiller spørgsmålstegn ved dem og de kommer derfor sjældent til vores bevidsthed, endsige til forhandling. I de grundlæggende antagelser formes et verdensbillede, der danner afsæt for hvordan vi fortolker andres adfærd og hvilke motiver der ligger bag en handling. Det kan f.eks. være antagelser om hvorvidt mennesket grundlæggende er empatisk eller selvoptaget? Flittig eller dovent? Om forældrene er nogen der er med eller mod? Er forældre uundværlige medspiller eller ressourcekrævende modspillere?
Det sprog og den måde forældresamarbejdet omtales på, taler et forældresamarbejde op. Der tales om ligeværdighed, partnerskaber, gensidighed, forpligtethed. Det vi siger og de artefakter vi bruger skal have rodfæste i værdierne og de grundlæggende antagelser. Hvis vi blot siger ordene uden at praktisere dem, går vi rundt og bilder hinanden ind at vi gør noget, som ikke har den tilsigtede effekt. Det er i de grundlæggende antagelser at vi kan udrette noget med forældresamarbejdet. Det er her vi kan aktivere forældrenes potentialer og det er her vi kan tilrettelægge forældresamarbejdet ud fra et børneperspektiv.
Kirsten Birk Lassen, Stifter af Følgeskabet
April 2019