Forældreinvolvering – er det ikke sådan et speltmor-projekt?
Blikket bliver flakkende. Man bliver ramt af underskud. Af fremtidig utilstrækkelighed, med tilbagevirkende kraft. Jeg har oplevet det nogle gange. Når jeg begynder at tale om forældreinvolvering og hvor vigtig en rolle forældrene har i forhold til børnenes fællesskab i daginstitutionen. Blodet har allerede forladt kroppen på dem jeg taler med, ved tanken om den speltmor der HVER gang overtrumfer. Hvor perfektionen er tænkt ned i hver en detalje og alt timet og tilrettelagt. Til ære for EGET barn. Man er vidne til en verden forsejlet med spelt-skjold og alle udenfor efterlades med dårlig samvittighed. Og værst af alt. Træder moderen ind i forældrebestyrelsen er det for at forfølge egne kæpheste og holde kontrollen intakt. Nul-sukker-politikken er født! Eksklusionsfar er speltmoderens kønsmæssige modstykke. Fædre der ikke står i vejen for at udpege børn i børnegruppen, som efter egen mening ikke gør noget godt for gruppen – og slet ikke for hans eget barn.
Findes hun?
Skal man nu have helt almindelige forældre til at involvere sig i speltmoderens selvrealiseringsprojekt? En mode-dille man gik og håbede var aftagende. I visse sammenhænge har speltmoderen taget patent på ”den aktive forældrerolle” og skygger over alle de gode og sunde kræfter, der er i forældregruppen.
Speltmoderen er selvfølgelig en imaginær person. En karikatur på egoisten, der hver gang drager egennyttige fordele, på bekostning af fællesskabet. Hos mange provokerer forældrekarikaturen og vækker en følelsesmæssig forargelse. Fordi langt størstedelen af forældrene godt forstår at navigere mellem egne behov og fællesskabets bedste. Men forargelsen lagrer sig og er det første billede der fremkaldes hos både pædagoger og forældre, når de hører at nu skal forældrene involveres mere. Men vi skylder os selv at forstå bedre…
Alle forældre har et ønske om at lykkes med deres børn og børnenes hverdagsunivers – daginstitutionen. Selv speltmoderen. For sjældent er forældre så endimensionelle at de KUN er egoister. Bag speltmoderens friserede fremtoning ligger også et ønske om at lykkes som forældre og give sit barn de allerbedste opvækstbetingelser. Og det er her nerven til al forældreinvolvering begynder.
Tydelig retning
For at den indre speltmor ikke stikker af og kommer til at forme forældrekulturen, skal det være tydeligt for alle, hvad daginstitutionen er til for. Det skal stå helt tydeligt at sund og robust opvækst ikke handler om tendentielle artefakter, men om hvordan vi er mennesker med hinanden. Hvordan vi ser hinanden, taler sammen, er nysgerrige på hinanden og har en lyst til at lykkes med hinanden. Det er det børnene hver dag træner – og har de nogle tydelige rollemodeller at spejle sig i, så lykkes de endnu bedre.
Ledelse og bestyrelse har en opgave i at lade alle forstå hvad det er man er sammen om, hvordan man i fællesskab lykkes med børnene og hvilke enorme potentialer der er i at skabe et godt og sundt læringsmiljø
Personalet har en opgave i at gøre fagligheden og de faglige intentioner i en aktivitet så tydelige, at forældrene får øje på hvad der ligger bag en aktivitet og hvad de skal give særlig opmærksomhed. Jo mere faglig substans der kommer ind i samarbejdet, jo mindre plads er der til chiafrø, fairtraide-logoer og Pump de Lux-mærker.
Og forældrene har en opgave i ikke at underlægge sig et dårlig samvittigheds-regime, hvor ethvert forældreinitiativ sætter an til selvdestruktiv tankemylder. Men i stedet tale hinanden op og glædes ved at kunne gøre en forskel eller glædes når andre har tid og lyst til at give den gas – så kommer det også eget barn til gode. Til det har jeg formuleret tre leveregler for forældrene:
- Involver dig med fokus på det som gavner fællesskabet
- Involverer dig ift. børnenes behov – ikke egne behov
- Forældre deltager på hver deres måde – stort og småt er lige godt
Rigtig god fornøjelse med at lykkes med hinanden og hinandens børn derude.
______________________________________________________________________________________
Skrevet af Kirsten Birk Olsen, Følgeskabet (April 2017)